Tel: 26 33 92 39      Åbent Man-Fre efter aftale      info@kir-klinik.dk

Hæmorroider

Hæmorroider

Hæmorroider er udposninger af årer (åreknuder) ved endetarmsåbningen. Hæmorroider er meget almindeligt forekommende, og er hyppigere forekommende med alderen. Op til 5 % af alle voksne har hæmorroider. Hæmorroider er en tilstand, og ikke en sygdom, og kræver kun behandling såfremt de giver symptomer eller gener.

Figuren viser indvendige (internal) og udvendige (external) hæmorider. Elastikbehandling kan anvendes til indvendige hæmorider. Udvendige hæmorider må oftest fjernes ved operation.

Hvorfor får man hæmorroider

Hæmorroider opstår som følge af længerevarende højt tryk i blodårerne (venerne) i endetarmen, typisk i forbindelse med længerevarende forstoppelse, eller hyppige toiletbesøg (diaré), graviditet, overvægt, langvarig hoste (rygere), leversygdom m.m.

Hvilke problemer kan hæmorroider medføre

De hyppigst forekommende symptomer er blødning, kløe, fremfald af slimhinde, afføringsbesvær, ubehag, hygiejneproblemer og smerter.

Hvordan undersøger man for hæmorroider

Det er oftest nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (en sigmoideoskopi) for at vurdere omfanget af hæmoriderne og for at udelukke anden sygdom. læs mere om kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi).

Hvordan behandles hæmorroider

Forstoppelse, som er en hyppig årsag til hæmorider, modvirkes bedst med rigelig væskeindtagelse, fiberrig kost, fibertilskud (evt. HUSK eller Sylliflor). Man skal give sig god tid til toiletbesøg og undgå voldsom pressen.

Milde afføringsmidler kan anvendes i perioder med mere hårdnakket forstoppelse. Husk at forstoppelse i sig selv også bør føre til undersøgelse, hvis det har vedvaret i mere end 4 uger.

Første hæmoridebehandling kan godt være lokalbehandling med cremer eller stikpiller og ikke nødvendigvis operation. Behandling med hæmoridemidler (eks. Proctosedyl, Doloproct, ), som indeholder lokalbedøvelse og binyrebarkhormon, er meget anvendt, lindre symptomerne, men fjerner ikke  hæmorider.

Ved akutte hæmorroider kontakt klinikken for råd. 

Hvis man skal behandles for hæmorroider

Før behandlingen

Indholdet af 1 stk. Toilax klysma (5 ml tube, fås i håndkøb på apoteket) tømmes i endetarmen ca. 1 time før undersøgelse og behandling. Virkning indtræder oftest umiddelbart efter.

Selve behandlingen

Et kort plastikrør indføres ca. 5 cm op i endetarmen. Igennem røret indføres elastikapparatet, som afskyder elastikken hen over hæmorroiden. Elastikken er lille og meget stram, og herved stoppes blodforsyningen til hæmorroiden, som ”visner” og falder af sammen med elastikken. Da der ikke er smertesans på indersiden af tarmen, foretages behandlingen uden bedøvelse.

Ved mere omfattende og større indre eller ydre hæmorroider kan en operation med kirurgisk fjernelse være nødvendig, og der vil henvises videre til hospital for dette.

Efter behandlingen

Efter påsætning af elastikker kan der forekomme let blødning, følelse af stramning og afføringstrang i nogle få dage. Blødningen aftager og stopper som oftest indenfor 1-2 døgn. Der kan i sjældnere tilfælde være smerter af varierende intensitet i et par dage, og det er derfor en god idé at have smertestillende medicin hjemme, Vi anbefaler 2 stk. Panodil 500mg og 2 stk. Ipren 200mg hver 6-8. time. Det er dog sjældent at påsætning af elastikker medfører smerte.

Afføringen skal være blød og være let at komme af med i perioden efter påsætning af elastiskker. Hvis det er et problem kan Magnesia tabletter løse problemet. Der skal tages 2 tabletter ved sengetid sålænge behandlingen er påkrævet.

Restriktioner
Der er ingen forholdsregler efter behandlingen, og man kan gå normalt på toilettet. Det sker en sjælden gang, at man lige efter behandlingen føler en almen utilpashed. Dette skyldes en reaktion fra nerver tilhørende det ”selvstyrende nervesystem”, som regulerer kredsløb, vejrtrækning og mange andre funktioner. Tilstanden fortager sig hurtigt.

Føler man utilpashed efter indgrebet, må man selvfølgelig IKKE forlade klinikken eller KØRE HJEM I BIL, før man igen har det godt. Efter 8-10 dage vil den afsnørede hæmorroide falde af og forsvinde sammen med afføringen. Dette observeres normalt ikke, men kan en sjælden gang medføre en smule blod i afføringen.

Komplikationer

Komplikationer til elastikpåsætning blødning og i sjældne tilfælde smerter. Komplikationer forekommer yderst sjældent. Ved kraftig blødning, smerter eller feber bør kirurgen, vagtlæge eller skadestue straks kontaktes.